SÅDAN FÅR VI MERE NATUR OG BÆREDYGTIGHED IND I DAGTILBUDDENE


Ida Kryger er konsulent i Friluftsrådet og ansvarlig for programmet Grønne Spirer. På konferencen Vores Natur Kalder vil hun i sessionen ’Med små børn i naturen - Natur og bæredygtighed’ inspirere pædagoger til at komme mere ud med de 0-6 årige.

1. Hvordan arbejder du med at få flere børn og unge ud i naturen?


I Grønne Spirer arbejder vi for at gøre det nemt for pædagogerne at komme ud med børnene i dagtilbuddene.


Derfor laver vi materialer og kurser, som helt lavpraktisk giver inspiration og forslag til aktiviteter, som pædagogerne kan lave med børn fra 0-6 år. Og her skal det nævnes, at vi ser natur som et meget bredt begreb.


Man behøver ikke gå i en skovbørnehave for at kunne give børnene fantastiske naturoplevelser som at lave kompost, undres over legepladsens smådyr eller tage på minisafari i de små naturoaser, der findes lige udenfor hegnet.

 

2. Hvilke budskaber tager du med til konferencen Vores Natur Kalder?


Til konferencen er jeg med på den session, der hedder ’Med små børn i naturen - Natur og bæredygtighed’. Der vil jeg komme med eksempler på, hvordan selv de helt små kan være med til at passe på natur og miljø og få en spirende forståelse af kredsløb, ressourcer og bæredygtighed, som det jo også står i læreplanen, at de skal.

 

Mange pædagoger er usikre på, hvordan de forholder sig til så abstrakt et begreb som bæredygtighed, men så er det vigtigt at vise de gode eksempler på, hvordan en plantedag, et nedbrydningsforsøg eller fællesskabet omkring en kompost kan give børnene både viden og handlekompetence.


Vores budskab er også, at de her aktiviteter er en genvej til at styrke forældresamarbejdet, fordi det er et emne, der går igen derhjemme.  

 

Legepladsen er et oplagt sted at arbejde med natur og bæredygtighed, derfor har vi startet projektet Naturlig Legeplads. Der laver børnene pindsvinebo, regnvandsopsamling og planter insektvenlige planter. Med til sessionen har jeg Maria Mosegaard Mortensen fra Børnehuset Solstrålen, som er en af institutionerne i projektet.

 

3. Hvad håber du, at der kommer ud af konferencen Vores Natur Kalder?


Jeg håber at kunne give flere pædagoger og andre, der arbejder med børn, lyst til at komme mere ud i naturen og en øget interesse for bæredygtigheds-pædagogik.


Mange pædagoger og lærere oplevede under corona, at det gav både dem og børnene en masse at komme mere ud. Og forhåbentlig kan konference give alle deltagerne en masse inspiration og idéer, som de gerne vil hjem og prøve af.

 

4. Hvad er den bedste naturoplevelse du har set en pædagog have med en gruppe børn?


Uh den er svær, jeg har set så meget godt. Men for nyligt fortalte Maria (som også er med på konferencen) om en bioblitz, hun har lavet med de ældste børn.


Efter at have arbejdet med at gøre legepladsen mere naturlig, undersøgte børnene, hvor mange forskellige dyr de kunne finde på henholdsvis deres naturlige legeplads og en kommunal græsplæne lige udenfor institutionen.


Det var både science, biodiversitet og tydeliggørelse af, at børnene selv havde været med til at gøre en indsats.

Fakta om Grønne Spirer


Grønne Spirer er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for private pasningsordninger, dagplejere og børneinstitutioner.


Medlemmer af Grønne Spirer får materialer og gratis kurser i udeliv for de 0-6 årige.


Grønne Spirer har fokus på den styrkede pædagogiske læreplan, og trivsel og leg er i højsædet.


Naturen styrker også læreplanen inden for temaerne krop og bevægelse samt fællesskaber og sprog.


Læs mere på Grønne Spirers hjemmeside